Anders Lundt

Anders Lundt Hansen

Afskaf vikingetiden

Vikingerne er en moderne opfindelse. Den skandinaviske ekspansion i middelalderen er i over hundrede år blevet kaldt ’vikingetiden’ men det er en fejlagtig betegnelse, som det er på tide at gøre op med. Hvis vi vil se, hvad der skete i fortiden, må vi skubbe ’vikingerne’ til side, for de står bare i vejen.

I stedet præsenterer jeg en teori i tre led, som forklarer, hvordan skandinaviske stormænd mellem år 800 og 1100 udstrakte deres magt langt ud over, hvad man skulle tro muligt. Det drejer sig om handel, om kongernes forsøg på at centralisere deres lande, og det drejer sig om styrker og svagheder mellem de nordeuropæiske fyrste-dynastier.

Et provokerende og tankevækkende foredrag, som bygger på nyeste historisk og arkæologisk forskning, og som tvinger tilhørerne til at overveje, hvad de tror de ved om historien.

Legendernes Danmark

Foredrag

det tågede landskab mellem sagn og historie ligger legendernes Danmark. Ældgamle historier lige under nutidens overflade. I foredragene fra  “Legendernes Danmark” fortæller jeg de gamle historier, med al deres drama og humor, og jeg afslører hvordan legenderne hænger sammen med de historiske fund og kilder.

Legendernes Danmark: Fra sagnkongerne i Lejre til Tempelriddere på Bornholm. Intet sted i Danmark er uden sine egne myter og sagn. Som en rejsefører viser jeg rundt i legendernes Danmark, og fortæller kendte som ukendte historier fra fortiden. Jeg viser frem hvad beretningerne har efterladt sig af spor i nutidens danske landskab, og afslører historien bag de centrale fortællinger under danskerne og deres historie.

Korset og sværdet. Legendernes Danmark 2: Hvis man tror at kristendommens indførelse gjorde Norden til et fredeligere sted, så tager man blodigt fejl. Der var korstog til Estland, hvor Dannebrog faldt ned fra himlen, og der var drager og trolde der kæmpede mod de fremvoksende kirker. Helgener døde med sværdet i hånd, og sagn og legender snor sig som en lindorm gennem Danmarks historie.

Hinsides havet. Legendernes Danmark 3: Følg bølgernes våde vej, til de fremmede strande hvor skandinaver i middelalderen vandt deres ry. Stå med Regner Lodbrog for Paris’ mure. Trods sydens brændende hede på korstog til det hellige land. Og kryds Nordatlantens isgrønne våger, i en søgen efter Vinlands sagnomspundne kyst.

– Anders Lundt Hansen

Danernes oprindelse

Hvor kommer navnet ‘dansker’ fra? Hvor kommer danerne fra? I århundreder har historikere ledt efter svaret. Og nu nærmer vi os en løsning. I de dramatiske århundreder, hvor Rom mistede grebet om sine provinser, og hvor hunner-krigernes heste tordnede ind over Europas stepper, samlede en ny magt sig i det sydlige Skandinavien. Gamle skikke blev forkastet, tidligere herskere blev knust, og nye haller rejste sig, blandt andet i Lejre. Danerne var kommet til magten. Hvem var de, hvordan gik det til, og hvad har danerne at gøre med os i dag? 

Tag med forfatter og historiker Anders Lundt Hansen på en rejse gennem tiden, til dengang da legenderne blev født og Europas form blev støbt.

Hvad skal du gøre hvis du møder en drage?

Fortællinger fra ”Hobbitten” for børn 6-11 år.

Selv om man ikke er helt gammel nok til at se ”Hobbitten” i biografen, skal man ikke snydes for Tolkiens fortællinger. En hobbit er ikke meget større end et barn, og hvordan kan sådan en størrelse dog klare sig i en verden med trolde og troldmænd, dværge og drager? Hvis hobbitten skal klare sin farlige opgave, må han være snedig, god til at skjule sig, og god til at bruge sin fantasi ven.

Tolkien skrev ”Hobitten” som en børnebog, hvor børnene identificerer sig med den lille hobbit i en verden af store og larmende væsener der træffer beslutninger hen over hovedet på småfolkene. Derfor jubler ungerne når de vældige og kluntede skabninger finder ud af at de ikke kan klare sig uden hobbittens måde at se tingene på. Gang på gang går de drabelige krigere i stå, når de møder problemer man ikke kan hugge sig igennem med en økse, og så må hobbitten træde til, og løse gåder, narre fjender og finde de små spor som andre overser. For med god forstand og gode venner kan man klare alle problemer. Selv en drage.

Danmarks Ukendte konger

Mange danskere tror stadig at kongerækken starter med Gorm den Gamle. Men Danmark var gammelt allerede da Gorm var ung, og på rejsen gennem fortiden fører jeg rundt gennem den farverige fortid og reder de historiske tråde smukt ud i myternes snørklede landskaber.

​Tempelriddernes hemmelighed

Fra den beskedne begyndelse, som en sammenslutning af asketiske krigermunke, til en position som middelalderens mest brutale og effektive stødtropper. Tempelridderne eksisterede i små 200 år, og de udviklede et velhavende, velorganiseret bureaukrati, med økonomisk og militær magt der spandt over et helt kontinent.

Da ordenen blev opløst gik fortællingerne om tempelridderne ikke i graven med de grusomt henrettede ledere. I stedet har de spøgt i fantasiens og sammensværgelsernes verden. Hvad er fup og hvad er fakta i historien om de sagnomspundne riddere med det røde kors på brystet? Og hvordan sorterer man i de talrige fortællinger?

Det fortæller jeg, mens jeg viser rundt på stierne mellem myte og historie, fra korstogsborge i brændende ørkensol, til flammende kætterbål på dugvåde enge.

Kong Arthur og legenderne om der runde bord

Fra brutale krigerkonger til kristne ridderes søgen efter den hellige gral. Følg kong Arthurs riddere gennem historien, i jagten på en af verdens mest storslåede myter.

Historierne bag Hobbitten

Som middelalderhistoriker og Tolkien-ekspert viser jeg rundt bag kulisserne i den eventyrverden som J. R. R. Tolkien har skabt, og som man kan se i biograferne i filmatiseringen af ”Hobbitten”. Tolkiens inspiration kom fra de gamle nordiske sagaer og legender, og han brugte dem til at skabe en mytologi og en sammenhængende historie for de mange folkeslag og sprog, drager og uhyrer, troldmænd og dværge som befolker hans verden. Nye rejsende i Tolkiens verden vil få en introduktion til et eventyrligt univers, og garvede Tolkien-fans vil få nyt syn på deres oplevelser i Midgård.